- set fra vinduet

Dagens nyheder

2007-12-28T01:16:00.000+01:00

- Jønke er blevet skudt ned.
- Nå! Hvor?
- Ja, lige her nede i Ægirsgade!
- Nej!
- Jo! Og der er helt mørkt over det hele,
jeg ku næsten ikke finde min bil.
- Mørkt som i en brøndgravers røv. Det er der også tit her. Det er fordi de der demonstranter, eller hvem det nu er, kaster kæder op på ledningerne.
- Mnnn. Og Benazir Bhutto er blevet dræbt
- Nej!
- Jo, jeg så det på tekst-tv,
det var en selvmordsbomber.
- For helvede!
- Og nu siger de, at det bliver koldt!
- Pis osse!
- Nattefrost og dagfrost.
- Og alle mulige slags frost.
- Ja, og jeg har tabt mine vanter,
det er næsten det allerværste.
- Mnn.
- Jo, jeg siger dig… og har du hørt,
at der er sluppet en tiger ud
fra en zoologisk have i San Fransisco?
- Nej!!!!!!!
Jo, den har ædt en mand, og såret to andre.
- Altså! Jeg skal ned efter smøger.
Enten skal jeg holde op med at ryge,
eller også skal jeg ned efter smøger.
- Pas på du ikke bliver skudt!

Elektrisk uro

2007-09-24T15:56:00.000+02:00

Det er den 24. september 2007. Vågner op – for sent. Siger ud i luften - det er mandag! Kigger på min mobil og ser, at jeg lige nu skulle være til møde i a-kassen.
Kan ikke finde ting, leder efter papirer. Pip i låget nr. 17, som bassist-Steen kunne finde på at sige på en biltur til et job.
Prøver at finde rundt i tid og sted. Prøver at bekæmpe panik, og måske hidsighed over tings tilstand, eller jeg bruger min hidsighed til at komme ud af starthullerne. Kører på min nye røde cykel ud til Mimersgade. Ud til a-kassen og taler med en sød dame, der ikke bliver sur, men ved, at den slags er noget der bare kan ske, det siger hun til mig.
Solen skinner - septemberblå himmel. Cykler hjem. Bander over trafikmennesker, der ikke bruger blinklys på deres biler, cyklister der ikke giver tegn, mens de kører i deres egen mystiske indre bane, som tilfældigvis krydser min. Kommer hjem, ryster inden i, laver kaffe for at neutralisere et eller andet indre krydsfelt, som vil eksplodere, som vil lave alt om til noget, der er til at forstå og finde ud af. Noget der passer til en septemberblå himmel.
Tænker diffust på noget, der kan rydde op i ting. Går ind på Ikeas hjemmeside, hvor man kan den slags. Finder noget der hedder et indretningsværktøj og forsøger at kreere et skab, der kan rumme alt. Alt i verden. Alt der er mit. Både skidt og kanel. Med skuffer og hylder og skydedøre og en smuk moderne overflade. Til ting, til mit liv. Men værktøjet virker ikke. Alt er symptomatisk.
Drikker kaffe. Møder den anden halvdel af mit band i køkkenet, ser at vi er to mennesker, at hans liv ikke er mit liv, at mit ikke er hans, at vi står over for hinanden og prøver at finde et sprog, der kan kommunikere. Sætter mig foran min bærbare og skriver, skriver mig selv til en slags ro. Noget der kan samle fra oven og ned fra neden og op. Til himlen over træerne. Til mig her i stuen. Til ungerne i gården. Så jeg kan mærke at alt er. Alt findes. Jeg findes. Midt i alt, midt i mit rod, midt i og på vej både tilbage og frem. Elektrisk uro driver mig frem. Håber jeg.

2007-07-05T16:15:00.000+02:00

Det lyder fuldstændig som om den solsort synger en linje fra Søren Banjomus - skillemalinkalinkalu.

Hvad ellers kan man sige?

!

2007-06-11T17:29:00.000+02:00

Lokal-tv

2007-06-11T17:23:00.000+02:00

Her har vi Morten, han er min ven. Han sidder og kigger på sin storetånegl. Lad os snakke lidt om, hvad han finder under den ...

2007-03-04T16:59:00.002+01:00

2007-03-04T16:59:00.001+01:00

2007-03-04T16:58:00.000+01:00

2007-03-04T16:54:00.000+01:00

Ungeren

2007-03-04T16:44:00.000+01:00

Lyder som om der kommer balkanmusik fra Folkets Park. Har lige været dernede. På vej hjem fra Runddelen, hvor jeg – fandt jeg ud af - sammen med resten af Nørrebros befolkning var nede for at kigge. To og to, tre og tre på søndagsudflugt, mens politifolkene stod i deres evige kæde og spærrede Jagtvejen hen mod Ungdomshuset.

En lille flok unge sad på fortovet, holdt sit-down med tæpper og termokander.

Mine søde venner blev arresteret i går morges og tilbragte natten i spjældet. Det gjorde de, fordi de tilfældigvis sov i øvelokalet den nat. Lokalet ligger i et hus, der ligesom så mange huse i København er åbne for frie sjæle - frie kunstnere.
De vågnede ved at døren blev sparket ind, og stirrede et øjeblik efter op på en mindre hær af kampklædte betjente, der fortalte dem, at nu var de anholdt.

Kunne ikke sove i nat. Den mærkelige stilhed og mørket klæbede sært og uheldsvangert til husene og sneg sig ind ad mit vindue. Som om jeg ikke kunne komme i kontakt med nogen. Ikke fordi jeg forsøgte, det var jo midt om natten. Men telepatien var i uorden, kun halve, ufortalte, dirrende små beskeder nåede frem gennem stilheden.

Svært virkelig at tro på, at politiet virkelig er til for at beskytte en religiøs sekt, der ikke vil noget som helst med det hus, som indtil for få dage siden var Ungeren. Svært at se på billeder af – i denne sammenhæng åbenbart lovligt maskerede - mennesker, der kaster de unges ting ud af vinduerne.

Til hvilken nytte er det? Hvorfor er det så vigtigt?

Og svært at tro på, at det skulle være Ungdomshusets brugere, der satte biler i brand og raserede et skolebibliotek natten mellem fredag og lørdag. Jeg tror ikke på det. Den slags er ikke sket før her. Og hvorfor skulle de?

Der sidder syv små fugle i toppen af træet uden for mit vindue. De kan se langt, tror jeg. Nu kom en bus larmende gennem gaden, og de fløj væk.

krysantemum

2007-03-04T04:31:00.000+01:00

stille i nat
som om byen er død
og mørket er døvt og stumt

på tynde usikre ben
alt er lagt i seng
lagt ned
lagt væk

langt væk

kun som om
men det føles
som om

krysantemum

bomber
af stilhed

fri os for Ruth

2007-03-01T15:14:00.000+01:00

Fader vor
du som muligvis er i himlen
fri os for Ruth!

set fra vinduet

2007-02-27T15:54:00.000+01:00

Mobilsk

2007-02-21T14:36:00.000+01:00

Det sner her - va så der?
Oss her det sner.
Jamn va sker der så for dig der?
Ikk noed det bare sner...

strømpen på min venstre fod

2007-01-27T00:58:00.000+01:00

strømpen på min venstre fod
drejer altid rundt
ikke på den højre - nej
den er som den skal være
men den venstre
har noget den skal lære

street

2006-12-26T15:07:00.001+01:00

slaget om ungeren

2006-12-26T15:01:00.000+01:00

dagens venstrehåndsblog

2006-12-26T14:40:00.000+01:00

Sidder på hug på Blågårds Plads foran en elkasse med en plakat på.
- er der noget i vejen med din mobiltelefon, spørger en mand bag mig.
- nej, jeg tar billeder med den.
- nå, ja det er da meget smart.
- mmm siger jeg, fokuserer uskarpt og tar mit billede af en plakat med et opråb om demo for ungdomshuset, hvorpå der er et billede af huset.
- der er noget med facaden på det hus, siger manden. Han læner sig frem og kradser i husfacaden på plakaten, - jeg ved ikke hvad det er, men der er noget med den, så den risikerer og falde ud. Det er fordi de spiller så højt. Huset kan falde sammen. Jeg har sagt det til dem, men så blir de sure.
- nå, siger jeg, men det er nok ikke derfor de er sure lige nu.
nej- siger han og fortsætter med en særlig snøvlende dræven: men-hvis-de-ska-ha-min-støtte-så-ska-de-behandle-tingene-ordentligt....og hvis de ikke har nogen toiletter, så...
jeg siger - det har de da osse, jeg har da været på lokum dernede..
Men nu er han allerede gået.

Musearm

2006-11-07T16:45:00.000+01:00

Sygemeldt, musearm ... venstre hånd prikker trist og usikkert til tasterne - som nu er ingredienser i en uspiselig ret ... putter højre hånd i lommen og tar den med ud at gå - på Assistensen. Assistens Kirkegård i novembersol, i søde himmelkærtegn og glødefarver. De hemmelige steder er de bedste, sol imellem kroner ned langs stammer møder jorden og favner mig ... alt blir stille. Tar musearmen med hjem og laver kaffe.

Som om

2006-06-13T02:26:00.000+02:00

Hvorfor ikke snakke om træerne? At de bare en dag står der, minder én om barndom, som om de altid så sådan ud. Som om de altid så sådan ud i en hel generation, indtil man fyldte ni år, og en ny verdensorden var begyndt og altid ville se sådan ud. Som om de altid duftede sådan, (træerne) som om luften omkring dem altid føltes som silke. Som om kastanjetræer altid tænder deres svagt lyserøde lamper hen over søernes stier. Som om vi fortjener det, altid. Og som om vi ikke gør?

kaosteori for nybegyndere

2006-05-17T18:44:00.000+02:00

Er der noget, der kan gøre én mere forvirret, end at stirre på alle de mapper med kryptiske navne, som man har stille og roligt har fået oprettet på sin intetanende, svært prøvede computer? Sikkert, men det er en særlig form for forvirring. En slags tåge, der lægger sig over særlige afdelinger af hjernen: organiserings-, kategoriserings- og overbliks-afdelingerne. Hvis de overhovedet findes... det kan selvfølgelig være derfor...
Hvis de nu ikke findes, sker der måske det, at alt det, der egentlig skulle være i den afdeling, falder ned i et bundløst kulsort digitalt hul. Og når man så (naivt) klikker på Dokumenter på sit skrivebord, og endnu engang stirrer målløst på det digitale rejsegilde, vindt og skævt og uden bærende fundament, bliver man simpelthen fanget i et hjørne af kaosteori for nybegyndere. En presserende tvangstanke flytter højre lillefinger hen i retning af delete-tasten... tanken om det stille, tomme, rolige, hvide areal på skærmen - åh hvilken mulighed for at begynde fuldstændig forfra... aldrig mere oprette mapper med mærkelige navne indeholdende besyndelige filer, som dybest set ingen mening har... ser blå filer svæve let og legende ned, ned og væk, forsvundne for altid - opslugt af kaos..

Nå, det var heller ikke så vigtigt alligevel...

solen er kommet

2006-05-03T16:32:00.000+02:00

hmm... hvorfor ikke stå en hel eftermiddag og slå på et eller andet? Gården har en cool rumklang, skraldespanden er af hullet stål, en pind i venstre hånd, den højre holder bassen: Dom Baaaad ååh! ... Nu hvor solen er kommet og seksårstænderne ikke er.

ungerne hænger ud af vinduerne

2006-04-07T20:05:00.000+02:00

Ungerne hænger ud af vinduerne, hopper i sengene, graver huller i græsset med lange pinde, hugger hinandens huer, løber i mystiske mønstre over legepladsen, de har vilde øjne, grimede ansigter, de vil ikke holde op, skyerne bevæger sig langsomt over husene, himlen holder øje, ungerne hænger ud af vinduerne - det er forår.

10 minutter i himlen

2006-03-22T16:06:00.000+01:00

Har lige været hos frisøren. De har en fyr, der vasker kundernes hår, så englene synger. Han tager sig god tid, masserer hovedbunden, læner sig blidt, men dog mandigt op ad den sagesløst tilbagelænede hårejer.. skyller håret længe, masserer livgivende blødgørende mixturer ind osv. osv. ...han må være en guldgrube for den butik. Det er lige før man nejer og siger tak, idet man rejser sig og fortumlet vakler hen til spejlet, skynder sig at slå øjnene ned for i et splitsekund at acceptere, at man alligevel nok ikke er dronningen af Saba, men dog taknemmelig for de 10 minutter i himlen. Og alt det inklusive klipning for 250 dask. Langt bedre end at gå i Netto og købe dagens mystiske tilbud af blondebesatte sofapuder, eller et unikum af en kromdims, man muligvis kan bruge til et eller andet, og hvis ikke ser den lidt trendy ud.

Forår

2006-03-21T20:11:00.000+01:00

Sidder her med den sene eftermiddagssol strømmende ind ad mit vindue. Hvor er det fedt - og beroligende at noget hænger sammen, nogenlunde som det altid har gjort - efter vinter kommer vår. I det mindste en eller anden dag. Der sidder to spurve i trætoppen her i tredjesals højde og pudser vinterstøvet af sig. Dybt koncentrerede og lykkeligt uvidende om fugleinfluenzaens snigløb. Ænderne snadrer geskæftigt i søernes mudrede vande, mens svanerne på et helt andet og højere niveau glider majestætisk ind og ud mellem isflagerne. Forår i Danmark - måske.

Der er ingen anden Thomas end Thomas

2006-03-01T04:37:00.000+01:00

Thomas Koppel er død - alt, alt for tidligt. Der er ingen anden Thomas end Thomas. Men som jeg kendte ham, ville han med sin ydmyghed hjertensgerne sidestille sin egen musik med en balalajkaspillers på en fjern bjergkam et sted. Han ville sige spil for pokker! Det er jeg sikker på. Så det må vi gøre.

jeg har drømt om min elskede
med blottede bryster
nøgen til midjen
svæver hun som månen gennem skyerne

hun går
jeg følger efter hende
hun standser og venter
så standser jeg og venter

jeg har drømt om min elskede
med blottede bryster
nøgen til midjen
svæver hun som månen gennem skyerne

tårer
dråbe ved dråbe
løber som perler
på telegraftråde
telegraftråde
varsler godt nyt siger man

og tårer
varsler glæde...

jeg har set min elskede
med blottede bryster
nøgen til midjen
svæver hun som månen gennem skyerne

i drømmen i det mindste
er han lykkelig
i drømmen
lykkelig...

endnu ti års fængsel
har han foran sig
Ibrahim

digt af Nazim Hikmet (oversat af Erik Stinus)
til musik af Thomas Koppel
- fra Ild og Frihed

kastanietræer

2006-02-20T04:47:00.000+01:00

Jeg går under kastanietræer
ingen skrig flænger
kun fugles vingeslag
jeg går under kastanietræer

- kms

afstand

2006-02-15T16:15:00.000+01:00

Her er et billede af en tegning, som jeg har taget afstand fra:

kort sagt

2006-02-13T18:11:00.000+01:00

Overgiver mig, men kun til min forkølelse, og anstiller mig indtil videre ukampdygtig. Er gået i dækning, immunforsvaret skudt i sænk, terrorbombet af imaminfernalske baciller, missilramt af sikkerhedspolitiske snotkanoner, kæmpende vedholdende antændt af ytringsfrihedsflammende bandbuller, tænderhakkende på yderste religionskritiske kant, kort sagt ... jeg gider ikke mere. Lige nu.
Herefter vil jeg kun se børnefjernsyn...

sindelagsbund

2006-02-08T11:22:00.000+01:00

For første gang i flere dage kom jeg til at grine, så snottet fløj om ørerne på mig (er forkølet forstås). Det jeg kom til at grine af, var to klip i Deadline i aftes. Det første var fra Life of Brian, der hvor de alle sammen hænger på korset og synger Allways look at the bright side of life. Og bagefter en slags alternativ udgave af Jesus Christ Superstar - Jesus går rundt i gaderne iført hippiehår og en bleagtig ting og synger en firserpopsang, og lige i det han kommer til omkvædet, slår ud med armene og synger I will survive, bliver han kørt over af en bybus. - The end -

Tænkte højt i min stue efter en lang dag oplyst af religionens hellige flamme fra min tv-skærm, at for fremtiden vil der nok være mindst fire repræsentanter til stede i enhver samfundsdebat, en kristen præst, en katolsk ditto, en jødisk rabbiner og en muslimsk imam (som der netop var i deadline i aftes). De kan rådspørges og lægge en sindelagsbund under diverse emner, før der træffes nogen som helst beslutning om noget som helst. Bagefter kan det så komme til høring - skal vi sige - andre steder i verden. Man kan selvfølgelig også nøjes med at spørge Uffe Ellemand, tidens store humanist, han ved nok hvad der rører sig ..

Og nu, mens jeg stadig kan, vil jeg viderebringe en vittighed: Absolut sidste nyt... imamerne vil have forbudt Kim Larsens sang Jyllingevej, Mohammed har aldrig kørt på cykel, udtaler de...

Isvinter

2006-01-26T00:15:00.000+01:00

På en pløjemark ved Høje Tåstrup

2006-01-23T20:34:00.000+01:00

Kors i hytten en dag... Den startede nogenlunde med at vækkeuret ringede, ikke at der var noget som helst fedt ved det, men det skulle ringe, for jeg skulle op. Det skyldtes, at jeg fik meldt mig til noget, der hedder Det Digitale Netværk, da jeg var på AF forleden. Og i dag skulle jeg så have udleveret et webcam, og på kursus for at lære noget om det. Men ... først kom jeg lidt for sent ud af døren, så ventede jeg i hundrede år på en bus nede på Nørrebrogade. Den kørte mig fandens langsomt ud til Ballerup et sted på en øde, men forblæst landevej. Der stod jeg af og ventede på en anden bus. Dén kom, og jeg satte mig ind i den, lænede mig tilbage og studerede forstadskultur i iskoldt januarlys.
Et kvarters tid senere gik jeg op til chaufføren og bad ham sige til, når vi kom til City 2, der skulle jeg nemlig af. Han kiggede smilende på mig og fortalte mig på blødt indisk-dansk, at så skulle jeg med den bus, der kørte den modsatte vej... Tænderhakkende stod jeg så på den anden side af vejen og ventede på en bus, der skulle køre mig endnu længere og lige så langsomt tilbage igen og videre og så fandens videre ... (*>>*!!!fuck**!!<<) Hvorfor i aller videste verden fik jeg den ide at melde mig til noget, der indebar en slowmotiontransport til det vilde vesten i polarudgave? Det må guderne vide, og det spekulerede jeg på, i en humpende bus, mens jeg iagttog det samme landskab fra den anden side af vejen. Der er simpelthen ikke noget fedt ved Ballerup og omegn. Nå, men det var søde buschauffører i dag. Ham her stod helt ud af bussen for at pege og forklare, da jeg langt om længe befandt mig ved sidste stop - endnu en forpulet flad landevej, og altså skulle finde det der kursussted. Vil ikke fortabe mig (unødvendigt meget) i hvor lang tid jeg brugte på at finde det. Vejen hedder Oldenburg Allé og står ikke engang på noget kort. Og lige meget hvem jeg spurgte, kendte de ikke den vej. Men en dame foreslog, at jeg kunne gå med hjem til hende og finde ud af om den dog ikke var på et kort. Så i ånden en varm stue med kaffe og basser ... men modstod fristelsen. Der var ikke andet at gøre end at trave bandende og svovlende rundt, indtil jeg stod foran et vejskilt med navnet Oldenburg Allé. Det gjorde jeg så, og efter et halvt års tid stod jeg foran det skilt. På en pløjemark ved Høje Tåstrup. Resten er historie, som man siger... jeg kom mindst en time for sent. I dette øjeblik springer vi selve kurset og al dets væsen over. ... Men - da jeg kom tilbage til København tog jeg bussen hjem ... til Amager viste det sig. Så stod jeg af, gik over på den anden side af vejen og tog bussen hjem.

Vinteren kommer susende

2006-01-20T17:49:00.000+01:00

Vinteren kommer susende hen over alle husene... mine nye støvler er glatte, jeg går foroverbøjet og lidt som en and for ikke at falde. Himlen er mørk. Hvor er alle mennesker henne? Vi ser ikke på hinanden på gaden, vi undgår. Pakket ind til næsen. En ung knægt kommer til at skubbe til mig, idet han går forbi, og vender sig halvt om og siger: Undskyld! Jeg næsten nejer og bukker. Ville gerne have smilet måske, og spurgt ham, hvordan han var endt som en, der siger undskyld til folk. Det gør vi ellers ikke, vi undgår, eller maser og skubber. Ikke let at være menneske. Ikke let at komme til at slås lidt med sne, smide hinanden i bunkerne, vaske blød sne i rødkindede ansigter, grine højt, spærre for alle bilerne, hive folk ud af dem og indtage Nørrebrogade. Fjoge og vralte, råbe og se så dumme ud, som vi gør. Glade i låget. Vi ser os i spejlet inden vi går ud, som om det ikke kunne være lige meget, vi ser jo ikke noget. Jeg gør ikke, hvis nogen kender mig og hillser, skal de helt hen og stikke næsen hen i ansigtet på mig, før jeg opdager dem. Men jeg har lige fået mail fra Chile! Der går en gammel ven rundt og har tænkt på at sende en mail til mig. Og jeg vidste ikke engang, at han var der. Vinteren er kommet susende... og vi længes, og forestiller os, at i år bliver foråret mere utroligt og lysende end nogensinde før. Jeg gør.

kapitalen.com

2006-01-06T18:32:00.000+01:00

Fandt lige hjemmesiden om kapitalen.com - med bl.a et link til deadline 2. sektion, hvor Nyberg fortæller om sine tanker. Her kan man få et mindre akademisk overblik over, hvad han egentlig mener. Jeg er ikke i tvivl om, at han har ret.

Har selv tænkt det på en anden (mindre intellektuel) måde. Nemlig den, at som medierne fremstiller det liv, vi lever, kommer det til at se ud, som om der slet ikke ekstisterer nogen arbejderklasse i dag. At vi alle sammen sidder i kontorer foran en computer, får en god løn, som vi oven i købet kan forhandle større, hvis vi bare har selvtilliden i orden.
Almindelige mennesker, hvis hverdag er anderledes, føler sig ikke repræsenteret i det billede. De går i billigt tøj, der ikke sidder godt, spiser forkert mad, ryger for meget, får "livsstilssygdomme", som er "selvforskyldte". Og måske skal de slet ikke have lov til gratis behandling på sygehusene. De har dårlig smag, ser dumme underholdningsprogrammer, tilhører det lyserøde segment, hvor man læser Se og hør, og spiser sovs og kartofler. Og mange af dem føler sig så trængt i det smarte politisk-kulturelle offentlige rum, at de stemmer imod deres egne (og andres) interesser. Stemmer på Venstre, eller Dansk Folkeparti.
Der er simpelthen slet ikke plads til at se de mennesker i dette her samfund. Men det der glemmes er, at de rent faktisk stadig er dem, der har arbejde i produktionen. At de nedslides, løntrykkes og har de allerdårligste vilkår, når de bliver ældre. Og skulle det gå rent galt for folk i den gruppe, ryger de på bistand, kan de ikke betale huslejen - ja, så kan de bare blive smidt ud af deres lejligheder. De er vel selv ude om det på en eller anden måde ...
Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser...

Men jeg mener sådan set ikke, at vi skal gå rundt og have ondt af folk, eller af hinanden. Jeg mener, at problemet er, at vi er splittet op, at vi ikke kender hinanden mere på tværs af skellene, og at det er en af årsagerne til, at det er svært at samle til faglige kampe, svært at fremelske solidaritet, svært at få en fælles bevidsthed om et fremtidsmål af en slags.
Og jeg mener, at medierne understreger det forhold. Det er gennem medierne vi forholder os til verden. Sådan har det ikke altid været, men folks liv er blevet så "familiegjort", så individualiseret, og ikke mindst idealiseret, at vi er fremmede for hinanden, ikke genkender hinanden, og derfor finder vi heller ikke sammen om ting.
Og jeg mener, at hele indvandrerdebatten er et godt eksempel på den tilstand. Selv om indvandrerne er en særlig gruppe med særlige problemer, deler de jo de samme vigtige grundvilkår, som almindelige danskere. Dvs. den del af befolkningen som netop ikke tilhører "kontorholdet" med pensionsopsparingerne og de individuelle lønforandlinger. Den gruppe som man før i tiden kaldte arbejderklassen.
En af de ting der får mig til at savne min mor, var hendes krystalklare og lynhurtige måde at gennemskue den slags ting på. Hun vidste det på rygmarven, selv om hun kun havde gået i skole i 7 år. Hun læste ikke Se og hør, hun læste gode bøger, så gode film og fulgte med i hvad der foregik. Men hun var arbejderkvinde, havde været det hele sit liv, og følte sig netop ikke repræsenteret af hele den der finkulturelle, nyliberalistiske og nypuritanske tænkning, som krænges ned over os som en skabelon.

Nytår

2005-12-26T16:14:00.000+01:00

Nu og i god tid før 1. januar går jeg og tænker over mine rigtige dårlige træk. Der er mange at vælge imellem, og jeg skal finde noget, der er nogenlunde overskueligt, og ikke involverer det umulige, som fx at holde op med at være hysterisk og hidsig med tendens til det hyæneagtige. At blive oppe den halve nat, at være sur og umulig, når jeg har sovet for lidt, at se for meget fjernsyn, at lade opvasken stå, at lade nullermændene leve deres eget liv, at fortrænge ubetalte regninger til en sort og rodet krog af min bevidsthed... at rase over småting, brokke mig i det uendelige, se dårlige husmorfilm mandag aften på DR1, og samtidig holde ulidelige taler om kulturens almene bevægelse mod nul. At udsætte at skrive jobansøgninger, have et uldent forhold til erhvervslivet, synge med på dårlige popsange, spille kabaler på computeren ...... nu gider jeg ikke mere. Jeg skal lave et nytårsfortsæt.

Inden nogen sidder og tænker, at jeg ikke kan stave, vil jeg lige sige, at jeg har besluttet, at sådan staver jeg det: nytårsfortsæt. En ven fortalte mig, at det altså hedder nytårsforsæt. Men det andet dækker, hvad jeg forbinder med det begreb. Nemlig noget der fortsætter.
Nå, men et af mine rigtig dårlige træk er, at jeg på alle mulige måder forsøger at undgå at gøre noget, jeg ikke har lyst til. Det dækker sådan set en del. Det er et træk, der kan forårsage rigtig mange tåbelige problemer, og da jeg skal starte et sted, beslutter jeg i en fart mit nytårsfortsæt: I 2006 vil jeg gøre nogle af de ting, jeg ikke har lyst til.

alt for snublende

2005-12-13T15:05:00.000+01:00

Nogle dage tænker man, at man skulle stå i lære som menneske, eller det ville være hurtigere at downloade nogle opdateringer fra nettet, betale sig til en opgradering. Fuldmånen hærger og gas og vand ringer på døren fandens tidligt. Træerne står som sorte pinde mod det glade hus i Stengade, hvor alle de forhutlede står i kø hver nat klokken tolv. Er der ikke plads sover de i parken. Får øje på mig selv i en butiksrude, og undrer mig over, at det skulle forestille at være mig. Må hjem og lave noget gymnastik, ta på højskole, få en udrensning, stå på hovedet hver eftermiddag klokken tre? Skrive en bog om et eller andet og blive trendy, flytte på landet? Man kunne selvfølgelig også bare lave en kop kaffe, strikke nogle strømper, eller noget.
En lang række af dage er alt for snublende og foroverbøjede, træder sig selv i haserne, mangler horisonten og et langt blik, derude gik vi engang, holdt øje gennem det høje græs, ét med jord og himmel, lange skygger fortalte hvornår vi skulle tilbage, i sikkerhed, ild, varme og mad.

Sikke noget l...

2005-12-09T00:42:00.000+01:00

Gad vide om denne her aften ikke er sådan lidt juleagtig? Sidder i hvert tilfælde her med tændte lys og er i rimelig godt humør. Og de latterlige julereklamer i flimmeren er næsten holdt op med at virke kvalmende, man vænner sig til det her, og inden jul er man afhængig. Og så har man helt glemt, hvor surt det hele er bagefter! Og så skal man på afvænning i januar - hele måneden. Sikke noget lort!

ingen titel 2

2005-12-07T01:15:00.000+01:00

Savede benene af bordene, lavede sit-ins i kontorene, hang ølkasser op på væggene, lavede huller i hækkene, gik med hængehår og midterskilninger, skiltede med syrede indstilninger, lavede peace not war, klippede aldrig hår, gik med bare tæer, lange rær, lasede klær, sov længe i uredte senge, spillede guitar meget længe, indisk citar, fed cigar, Led Zeppelin, kong Konstantin, Den gule flyver, alle voksne lyver ..... ! øh ...

ingen titel

2005-12-05T19:32:00.000+01:00

Blev våd fra knæene og ned i eftermiddags. Vadede op og ned ad Nørrebrogade med hætten trukket ned i panden. Ud og ind mellem folk og vejarbejde og cyklister, der af en eller anden grund hellere vil køre på fortovet. Plejer at gå gennem Assistenskirkegården, men i dag gad jeg åbenbart ikke se på noget smukt. Se træerne stå og drikke i støvet regnvejr. Vidste jo godt at de var der, gik langs muren udenfor og ville hellere være sur. Regnvejrsfornærmet. Skulle købe en vandhane! Har aldrig før prøvet at købe en vandhane. Den måles i tommer - 3/4 tomme. Så ved man det.
Der er ikke noget der flyver for tiden. Mørkt, vådt, - bedst til tvær hængerøvsindstilling. Vender ryggen til vinduet. Vender ryggen til jorden, solsytemet pr. universet.

Efterhånden bliver man voksen

2005-11-05T15:43:00.000+01:00

Kraven på min spejderuniform føles for stram under den lyseblå tørklædeknude. Har aldrig kunnet li at noget sidder for tæt om halsen. Står bagved en lang bordplade, den ligger på træbukke og er dækket med hvid papirsdug. Jeg er spejder, jeg skal sælge pølser, der er motorløb på Ørnedalsbanen. Jorden er tør og knoldet under fødderne, enkelte nedtrådte græstotter. Det er sommer, og jeg er 13 år.
Det er ikke på nogen måde en sport jeg forstår. Men den foregår hvert år med wrumm og øjjjjnnn og dæk der skrider ud og lugt af brændt gummi og mænd og drenge i uens faconer, der læner sig ind over baneafgrænsningen paralyseret følgende de beskidte nummererede biler med øjnene, mens de tygger røde pølser. Det er her jeg kommer ind i billedet.
Sjovt at cykle herhen. Ad stien bagom med træer på begge sider, komme frem til lysningen som til en skjult hellig offerplads, kun for indviede. Og for pølsesælgere. Flyttede hertil da jeg var 11, snart motorløbsveteran. Anne Maries far er ham der sænker bommen ned når toget kommer, det er lige her i nærheden. Jeg kender det hele.
Står lidt og kigger efter drenge. Mit hår krøller og er for stort, har sat det i stramme rottehaler, så kan det vokse og passe sig selv. Drengene kigger efter dem med lyst, glat hængehår. I øvrigt er de splejsede grønharkerspyttende skævben ikke værd at kigge efter. Det irriterende er, at de tror, jeg ville ønske at de kiggede efter mig. Det vil jeg ikke. Men jeg er blevet god til jysk. Og ritualerne her er ikke svære at finde ud af, f.eks. spejderuniform og pølsesælgeri ved Ørnedalsbanen en gang om året.
Cykeldækkene knaser i gruset, der lugter godt mellem træerne sidst på eftermiddagen. Efterhånden bliver man voksen og kan selv bestemme.

Efterår

2005-11-02T14:44:00.000+01:00

Efteråret står og gløder lige uden for altandøren. Herfra kan jeg se trætoppene. Dertil når grenene. De strækker sig slanke og sorte. De vifter med gule pailetter blødt mod hustage og himmel. Min computer summer og forstår det ikke. Men den gør hvad jeg siger. Jeg siger at trætoppene er værd at kigge på.

Dylan

2005-10-16T01:18:00.000+02:00

Vidste godt, at en masse mennesker engang i tresserne ikke kunne lide, at Bob Dylan begyndte at spille "elektrisk". Men ikke at folk var så hysteriske, som om han var deres personlige ejendom, et produkt, de havde købt og betalt. (Har lige set det meste af Scorseses film om Dylan).
Det var selvfølgelig en anden tid, folkemusikken blev betragtet som en del af borgerrettighedsbevægelse, modstand mod krigen i Vietnam osv., som en politisk bevægelse i sig selv. Alligevel virker det utroligt at se. De kaldte ham svindler og hykler, råbte og skældte ud til hans koncerter, fordi han lavede noget nyt. Det måtte han ikke, de havde hånds og halsret over ham. Kvalte ham. Elektricitet var åbenbart apolitisk. Han blev mere og mere træt og til sidst ville han bare hjem.
Ved ikke nok om historien, men som det fremgår bliver han mere sky efter det. Han virkede så lysende, umiddelbar, ude af stand til at udlevere sig selv til de sultne rapportere, som ikke havde noget forhold til hans musik, men kun til det, at han var blevet et ikon. "Tror du selv på det du synger?". "Hvorfor synger du?" Hvor idiotisk. Men hvorfor er stadig journalisters yndlingsspørgsmål.
Desuden ved jeg ikke ..., han synger ikke bare, han messer, taler, - som en af alle de mange, der blev interviewet i filmen, sagde, var han ét med sit åndedræt. Og det viser klippene i filmen netop, han er med publikum, spytter ordene ud med kærlighed. Sådan virker det. Som om han er besat af sproget og lydene, ordenes rytme, billederne han sender ind i hovederne på folk. Det forandredes ikke af at bas og guitar fik strøm på. Men folk blev rasende. Meget mærkeligt.
Nu sidder Mylle og siger, at Dylan "indså, at det elektriske akkompagnement var kommet for at blive". Hvor meget ævl kan man sige på 20 sekunder? Måske havde han bare lyst til det. Måske syntes han det lød fedt.

Blinkende Lygter

2005-10-14T23:30:00.000+02:00

Femten dage før min bror døde, sad jeg ved spisebordet nedenunder i hans store køkken. Oven på sad min bror og så Blinkende Lygter på video. Han var tosset med den film, grinede så det buldrede helt ned til mig og min kabale. I aften er den i flimmeren. Jeg har ikke set den før, nåede heller ikke at se starten. Har ikke rigtig lyst til at se den, så jeg sidder og skriver, mens den kører.
Min bror lignede ikke gutterne i filmen, men universet talte til hans humor. Der var sket tossede ting nok i hans liv, til at han vidste noget om vanvittige situationer. Hvordan kan et menneske, der kan grine så højt, dø så kort tid efter? Hvordan kunne min bror dø? Om et par uger er det halvandet år siden. Min bror havde store smukke hænder, brugte størrelse 46 i sko. Hans bukser hang altid som på en hiphopper. Hans store hund hed Agnes. Den aften ville hun ikke komme ind, da han kaldte. Som om hun mærkede, at hans kræfter var ved at ebbe ud. Hun stod lige uden for rækkevidde ude i haven med hængende hoved og ville ikke ind, styrkeprøve. Men Agnes tabte kampen, hun luskede ind, da min bror råbte efter hende ud i mørket. Var som han altid havde været, kunne ikke tage sig af, at han havde tabt sig 20 kg på et par måneder, var dopet af morfin og havde svært ved at gå. Efter filmen bar han kopper og kaffekande ned ad trappen på en bakke. Hans ben var så lange og tynde. Han kom hen og satte sig sammen med mig. Skal vi spille Kasino? Min mor kom ned og ville være med. Vi sad og spillede til langt ud på natten. Han ville ikke i seng.
Tolv dage senere kørte jeg og min bedste ven fra København over til Himmerland for at hente ham. Vi lavede en seng af madrasser og dyner og puder bag i bilen og kørte ham tværs over Danmark. Han lå med albuen i madrassen med hovedet mod hånden og kiggede ud og røg en Cecil. Så at kornet var ved at komme op. Da vi holdt ved en tankstation på Fyn, spurgte han om vi kunne se månen? Vi kørte i rundkreds på tankstationen til han kunne se den. Ved midnatstid var vi på Humlegården. Håbede det kunne nås endnu. Det kunne det ikke. Han døde halvandet døgn senere. Vi nåede at være sammen. Snakkede ikke ret meget. Det eneste han ville, var at jeg skulle ligge ved siden af ham i sengen. Så det gjorde jeg. Han lå med hånden på min mave. Hans hud var gylden og varm. Hans øjne var store, som på et barn.
Vi skændtes hele vores barndom igennem, og fortsatte da vi blev voksne. Da han blev syg holdt vi op. Vores had-kærlighed blev til kun kærlighed. Telepaterer til ham, så alligevel ikke filmen storebror. Ville alligevel hellere høre dig grine af den.

Influenza

2005-10-12T17:26:00.000+02:00

Verden ser bedre ud fra sofahjørnet med udsigt til eftermiddagssol bag Stengades trætoppe uden for. Bedre end på Nørrebrogade for lidt siden. Har influenza og vovede mig ud for at samle forråd. Har det som om mit hoved er ved at skilles fra kroppen, og kroppen er heller ikke noget at snakke om. Det hele er irriterende. Og influenza eller ej, er der nogen der kan fortælle mig, hvordan Blågårdsgade er blevet til cykelsti i stedet for gågade? Retorisk spørgsmål, det er den fordi fodgængerne giver cyklisterne lov til at overtage det eneste bilfri sted på Nørrebro. De gående går ind på fortovet for at undgå at blive klippet ned af en forbifræsende cyklist. Man kunne forestille sig et kompromis, fredelig sameksistens, men det er der ikke tale om. Hvis man vover sig ud på gågaden risikerer man liv og lemmer, cyklisterne er ikke forberedt på den slags. De kan ikke nå at bremse, det er unfair overfor dem ... de var der først!
Nå, ikke et ord mere om cyklister. Mit hoved gør ondt i forvejen.
Chokoladekager og frisklavet kaffe ... fortrænger mange problemer.

Mellem Sorthat og Rønne

2005-10-10T22:56:00.000+02:00

Cyklede på stien gennem skoven fra Sorthat til Rønne. Blødt susende over nedfaldne blade. Cyklen styrede lidt skævt, og lidt mere fordi cykelkurven var fuld. Sidst på eftermiddagen, luften fuld af fortættet mildt efterår. Men hvis det nu var nat ... buldermørkt, og ingen lygter på cyklen. Hvis jeg nu væltede, brækkede et ben, hvis nu ingen fandt mig, hvis nu jeg ingenting kunne se .... hvis nu jeg hørte nogen komme, knæk fra grene nogen trådte på, puslen og åndedræt lige tæt ved mit øre ... hvis nu virkeligheden var en fllm (Dorrit Villumsen), hvis nu ... Og hvad så hvis jeg susede lige ud, der hvor stien drejede, fløj gennem grene og blade ... lige ud i det store bløde mørke. ... Havde i det mindste fået en cykeltur mellem Sorthat og Rønne. - Som at være der selv.

Den nye trend

2005-10-06T01:07:00.000+02:00

Tænker på, at der er rigtig mange (studentikose) folk, der er meget kloge omkring lighedsbegrebet, eller snarere ulighedsbegrebet. Det er meget in-agtigt at forsvare en passende portion ulighed. I aften var der en, der mente, at det var værd at overveje, at i USA går man gerne med aviser, når man (som hun, går jeg ud fra) har en universitær uddannelse. Nu er hun selvfølgelig selv ansat på Weekend-avisen, og behøver derfor ikke også selv at bringe den ud.
Men det kunne jeg selvfølgelig gøre ... Jeg har jo endnu ikke et job, der er i overensstemmelse med min (nylig) vældig universitære baggrund. Om ikke andet kunne jeg gå ud med den der Weekend-avis for at bevise et eller andet. Fx at det er rigtig godt at begynde helt fra bunden. Det kunne jeg på den anden side have gjort helt uden at gå på uni ... tænk hvor har jeg spildt min tid, og ikke mindst samfundets penge. For når det kommer til stykket, er det nok ikke alle der fortjener at få en uddannelse, eller hvad? Alt det ligemageri hører ingen steder hjemme.
Underligt, hvor stramtandet man kan være og dog så fuldstændig tidssvarende. De der dame-og-herre-jakkesæt sidder rigtig godt omkring lidt efterlønsafskaffelser, almindelig snusfornuftig ulighed og uanede mængder af selvbevidsthed omkring eget værd. Det er jo ikke nødvendigvis en selv, der skal være ulige, bare nogen, nogle andre ...
Så en afgangsfilm forleden, i aftes, eller i forgårs aftes. Om en ung muslimsk pige, der sad med korslagte ben på sin seng og gennemgik alle de jobansøgninger hun havde sendt med tilhørende afslag. Så ung, og allerede rigtig godt sur på det her samfund, der ikke fatter, at hun bare gerne vil ha et arbejde, tjene sine egne penge, gå ud og købe smart tøj som alle andre unge. Men hun er vel en af dem, der ikke nødvendigvis skal være lige ... ifølge den nye trend.

dunkle kastanie-farve-dyb

2005-10-04T17:54:00.000+02:00

Gule blade lyser på Blågårds Plads, og på muren over indgangen fra Korsgade kravler arkitektens trøst i rødt efterårs-outfit. Lyset er utroligt sidst på dagen, faldt i staver for enden af Peblingesøen. Ænderne bor der, vi andre har lov at kigge på. De bor der på en mere jordnær, eller vandnær måde, ikke så overjordisk som svanerne, lettere at identificere sig, mens man lige dasker forbi og overværer deres snadrende dagligdags-sysler. Vandstanden er faldet i Peblingsøen, hvorfor mon det? I St.Jørgens er der masser af vand. Fire gutter spadserede med bredbenet gangart og meget cool skulderholdning over Korsgade, langsomt, virkelig langsomt, rød hættetrøje, omvendt kasket, sytten år og lige begyndt ...
Der har været gang i kastaniejagten i år, en ny kastaniegeneration har set dagens lys. I flere år har jeg ellers undret mig over, at ungerne ikke gad samle dem. Men måske har jeg bare ikke set det. I år har de været der, balancerende på de små hegn langt under træerne, hængende i en gren i den ene arm med heppende supportere nede på stien. Man samler jo ikke kastanier fordi man skal bruge dem til noget, kun fordi man ikke kan lade være. Man gør det fordi man må røre ved dem, have dem i lommen, gnide næsen mod dem, mærke deres blanke kølighed, kigge dybt i deres dunkle kastanie-farve-dyb ... og måske putte tænkstikker i dem til ben og hoved og lave underlige dyr.

alternativt begavet

2005-10-03T17:51:00.000+02:00

Søge job, hmm ... hvor skal man ende og begynde? Der er jo arbejde nok til dem der vil arbejde. Og vil hun nu også det? Hvad med en alternativt begavet bachelor? Hvor kan sådan en bruges, og til hvad? Lige nu handler det om at få hul på det, være positiv, kreativ, udadvendt, iderig, en gevinst for nogen eller noget, den der gør hele forskellen, den der identificerer sig fuldt og helt med produktet - hvad skal vi sige ... den der så at sige kravler ind i fx medicinalfirmaets humanresource-profilerings-kontaktskabende-virksomhedsstrategisk-segmentanalytiske- ... Lige nu handler det om at skrive den forbandede ansøgning, eller ti. Vise, at man dur til noget, at man vil noget, at man så langt fra er tabermindet, men har et ildfuldt killer-instinct, der banebrydende skaber nye horisonter ... øh ude i horisonten. ... Jobbank, jobindex, jobnet, jobzonen, monster.dk ... bliv selvstændig! Ja, det sidste lyder godt. Hvad skal man så være selvstændig med? Et eller andet kan man vel sælge, der sælges så meget junk, men det var vel ikke derfor man gik på uni ... må hellere se at få gnidret et eller andet sammen.

Høstmåne

2005-09-17T23:16:00.000+02:00

ValbyPark

2005-09-17T21:05:00.000+02:00

man blir gammel, fandens osse

2005-09-09T19:52:00.000+02:00

Så ligger man der på sofaen med tæppet trukket helt op om ørerne og kigger på, at der kommer Disney Show lige om lidt. Pludselig slår det en, at hvad fanden er egentlig meningen? Hvad gør man så? Man springer op af sofaen som skudt ud af en raket, styrter frem og tilbage i sine tre værelser og køkken, hiver ud i skuffer og skabe, kyler rundt med ting, haler tøj frem, tar noget af det på, noget der ikke ligner nattøj i det mindste, ikke endnu for fanden, det er fredag, klokken er SYV! Flår et par vildtvoksende hår ud af øjenbrynene, glor edderspændt ind i spejlet, og .... sætter sig foran computeren og skriver at nu har man så gjort det. Det blir efterår, hjælp, man blir gammel, fandens osse, himlen over Stengade er blakket, i går var den blå, blå, septemberblå.

Er man da fuldstændig lost...

2005-09-07T10:49:00.000+02:00

På vej hjem fra morgenjogging (jo, det var morgen) ved søerne, hvor jeg som sædvanlig siksakkede mellem lastbiler, der bakker op og ned og frem og tilbage, vejarbejde til højre og venstre, maskiner med besynderlige udluftningsmekanismer, der lukker al sammensparet luft ud med en allerhelvedes larm lige i det jeg kommer forbi og cyklister der kører på fortovet som om det er deres indlysende og grundlovssikrede ret... da øh, ... denne her sætning er gået agurk...
Begynder lige forfra, jeg var på vej hjem fra søerne og gik ind i Irma på Nørrebrogade og købte morgenmad. Tog Irmas gratisblad med hjem, og mens jeg gumlede på mit brød læste jeg opskrifter på alle mulige interessante retter. Og så var det jeg kom til at tænke på et par ting, hvad er gnocchi? Og er man fuldstændig lost, hvis man ikke ved hvad hindbærcoulis er?

Ellers er verden en underlig boble

2005-08-24T16:15:00.000+02:00

U2 er i gang med Beautiful Day på stereoen. Færdig med alt muligt, eksamensopgaver afleveret, karakterer på fredag, ... usikre tider. Hmm... Tænk hvis alting stille og roligt blir til at have med at gøre? Ingen, eller næsten ingen - dårlig samvittighed, ingen bøger der aldrig blir læst, fordi de egentlig skulle læses, men måske blir det fordi de ikke absolut skal. Ingen opgaver, der befolker underbevidstheden med perioder og retninger og metoder og problemformuleringer og fanden og hans pumpestok.
- Ind i køen, skrive ansøgninger, være vanvittigt aktivt ledig, starte hver morgen med at spurte rundt om søerne og hjem til computeren og forfatte fantastiske cv-er og ansøgninger i striber. Eller, hvad hvis jeg dumper? Konen med æggene, håret i postkassen, selvtilliden i laser, smidt uden for døren... kan blive posedame, hvis alting glipper - veluddannet posedame.

Har ikke gjort så meget rent i flere år som i de sidste par uger. Ud med gammmelt ragelse, dynger af papirer, støv og indelukket studierod. Ud i det virkelige liv, eller hvad? Bager brød, vander blomster, snakker med folk på vaskeriet, altid noget man kan blive enige om at brokke sig over. Ellers er verden en underlig boble, smider hammen og prøver at hækle en ny. Om eftermiddagen er der "Mine glade tressere". Føles som fri fra skole, eftermiddage med chokopop og masser af tomrum i hovedet. Masser af fremtid, en verden der kunne finde ud af at lade en være nogenlunde i fred. Eller var det bare en alder, en årstid? Peace on earth synger Bono - det ville være fedt...

Værsgo

2005-07-26T17:38:00.000+02:00

Sidder på min seng, der sommeren før har taget en rejse fra Morbærhaven til Kristianssandsvej, sidder med rynkede bryn over en bog. Læser til eksamen. Det er varmt, vinduerne står på vid gab, det gør de også i de andre små etværelsers med køkken og stue i et. Den sommer hører vi alle sammen Værsgo. Jeg gør ikke lige nu, dvs. det gør jeg, Kim kommer ind af vinduerne i flere lag, nedenfor til venstre synger han hun var dejlig ... åh så dejlig ... jah, vel var hun så ... Et andet sted kvæder han guleroden sover sødt ... i sin udtræksseng ... Jeg blir vanvittig, kan de ikke fatte, at jeg skriver opgave om Karl Marx' religionskritik. Åbenbart ikke. Nedenfor sidder folk i klynger på græsset, og lader sommeren 1973 bage over sig.
Et par uger senere tar vi toget til København. Værsgo rejser med, Sylvesters drøm synger i sveller og skinner hele vejen.
Blaffersangen mumler længselsfuldt i krogene i den gamle dames lejlighed, mens jeg vasker hendes gulnede gardiner i køkkenvasken, og hun går omkring og underholder mig med erindringsglimt fra sit liv som femme fatale. Jeg er hjemmehjælper-sommervikar på Frederiksberg den sommer. Jeg ved det ikke endnu, men jeg ved det et par måneder senere, Anne blir et lille kim i min underbevidsthed og i min krops hemmelighedsfulde blodbaner den sommer. Den kommende far arbejder på Amager Forbrænding, mens jeg holder hus for frk. Femme Fatale. På campingpladsen kæmper vi i teltåbningen med et lillebitte gasblus, der hele tiden truer med at vælte. Koger kartofler og steger pølser. Den allerældste kvinde på venus blinker over vores lille blå telt indkøbt i Dalle Valle.
Fremtiden tegner uskarpe billeder på vores nethinder, mens vi sover. Og det blir tider... så blir det tider.

George dobbeltv

2005-07-04T19:01:00.000+02:00

Præsident George dobbeltv Bush ankommer i sin flyvemaskine i morgen kl 21.30. Da det allerede er ved at være langt over præsidentens sengetid vil han derefter straks blive lagt i seng. På onsdag skal han flyve hen og holde sin fødselsdag hos dronningen sammen med sin kammerat statsministeren. Der får han måske lov at prøve dronnningens krone. Men så er det også ved at være sent på dagen. Så derfor flyver han igen hen til sin flyvemaskine, hvor han straks bliver lagt i seng.

Hele Danmark blir lagt i seng mens præsident George dobbeltv Bush er på besøg. Så kan vi nemlig lære det: tidligt op og tidligt i seng det er sundt for en lille dreng - man kan også gerne sige det er sundt for en lille pige.

Men præsident George dobbeltv siger altså selv, at det er Laura noget træt af (at han går så tidligt i seng, altså). Vi andre synes gerne han må sove heeele tiden...
Slut

sikringen er gået

2005-06-16T15:35:00.000+02:00

Sidder og småbobler foran computeren. Det er varmt, lummert. I dag er mig og min opgave på mave-sig-hen-ad-jorden-ude-i-ørkenen-stadiet. Ikke en kaktus i sigte. Skuer med dødsforagt ud i en flimrende øde eksamensbevis-løs fremtid.
Måske...
Meeen, måske lader sig gøre at fedte sig ind på den forbandede slange, der bugter sig nede under sandet lige der i randen af mit synsfelt... Nej..., jeg ser syner, sikringen er gået, min hjerne løber ud af ørerne... gllp, blp, glkl..... aaaarrghhh.. (farvel)

Himlen er grumset i nat

2005-06-05T00:47:00.000+02:00

Tak for kommentaren til min reklame for Bruce Springsteen! En ven fortalte mig, at han havde hørt, at ... da George Bush vandt endnu et valg, blev Springsteen så sur, at han satte sig i et hjørne og gloede ind i væggen, mens han spekulerede på at emigrere. CD'en lyder også lidt som om han har siddet i mørke, mens han lavede den, maghognifarvet, dyster, lys og varm på en gang. Med hans særlige energi, der gir en lyst til at være et helt andet sted, der hvor man lytter ud mod horisonten efter trommerne.
Himlen er grumset i nat. Fra altandøren kommer en regnmættet brise ind sammen med spredte skrål fra værestedet nede på hjørnet. Skulle måske spille lidt Springsteen for dem.

som mos og bark

2005-05-26T03:44:00.000+02:00

Man skal holde sig i form med det her. Hvis man venter for længe med at skrive, begynder man at tro, at man skal ville noget virkelig interessant for at sætte sig til tasterne. Men det skal man slet ikke, det er ikke pointen. Hvad den egentlig er ved jeg ikke rigtigt. Jeg ved bare, at når jeg går i gang, føles det fuldstændig som om der altid har eksisteret computere og altid har været weblogs, og at der altid og selvfølgelig har været én et eller andet sted, som venter på et nyt genialt indlæg her på min side. Det er da helt naturligt. Eller, nu skal jeg nok ikke komme for godt i gang. Det her er bare peptalk for selvtilliden, opvarmning. Jeg sidder igen og er hypnotiseret af månen. Kørte hjem fra Gurre her for en tre kvarter siden. Den er orange, månen. Gemte sig forsøgsvis bag striber af dybtblå skyer, men jeg så den godt, kæmpestor og majestætisk og helt klar over det. Får ikke meget søvn i nat.

Kæmper min kamp med Helle Thornings Schmidts besynderlige, men effektive retorik. Dvs kæmper med ting og sager fra Aristoteles til pragma-dialektik. Og med Hellepigen som intetanende offer. Det er også okay, det er hun selv ude om. Men i dag har jeg været i skoven. I selskab med to små pragteksemplarer af menneskeracen. Den ene drønede rundt og lavede spørgsmålstegn på stierne med sin nye cykel, og den anden kunne lige nå op og skubbe klapvognen. Vi havde en minirygsæk med. Med bananer og saftevand, som vi delte med en milliard myg nede ved en sø, mens minieksemplaret med jævne mellemrum udstødte høje spytblandede nybegynderstavelser, der betød græsslåmaskine! Drengestemmer er ren poesi i en skov, der kaster lyde tilbage så blødt som mos og bark.

den nye cd med Bruce

2005-05-09T18:15:00.000+02:00

Gå ned og køb den nye cd med Bruce Springsteen! Bare gør det, og du får en smuk højhimlet eftermiddag som nu, fuld af sol og skyer og regn der måske kommer, måske ikke. Den er dejlig.
Hørte ham engang fortælle om barndomsøjeblikke, der pludselig kommer tilbage. Den måde gruset knaser på - en helt bestemt eftermiddag, når man kommer hjem fra skole og går op mod huset. Man standser op og ved noget nyt om sig selv, ikke med ord, men en følelse af at vide hvem man er. Sådan ca sagde han vist. Og jeg blev helt vild med ham alene derfor. Fordi han fortæller.

I dag har min mor fødselsdag oppe i sin himmel. Købte cd'en for at fejre det. Ikke fordi hun vidste hvem han var, men fordi jeg er et produkt af hende og af de støvede sommereftermiddage i 60'erne, hvor tiden stod stille og min mor drak kaffe med nabokonen inde i stuen, mens jeg opbyggede mit helt eget og delvis hemmelige univers i de tilstødende lokale universer. Vi holdt fred og voksede sammen ind i en ny tid, der også gav hende fri. Hendes nederdele blev kortere, hendes naturlige frie sind foldede sig ud, og ind i mellem eksploderede gamle tordenskyer mellem os uanfægtet af hvad som helst.

Hører lige Bruce en gang til...

Fucking fuldmåne!

2005-04-25T01:36:00.000+02:00

Tænker på månen. Hvordan jeg så, at den hang et godt stykke over husene i Blågårdsgade, kuglerund og hysterisk gul. Og at jeg ved nogenlunde, hvornår den giver sig til at lyse lige ind på mig, når jeg er gået i seng, og har ligget lige præcis længe nok og rodet uden at kunne falde i søvn. Så er det jeg opdager, at den stirrer på mig lige under kanten af gardinet. Svanger og uheldssvanger. Jeg stabler alle de puder op jeg kan finde for at dække for den. Det hjælper ikke. Jeg ved at den er der. Og jeg ved, at jeg ikke kan falde i søvn fordi den er der. Fucking fuldmåne!

Fuldmåner er ikke romantiske, de er terrorister. For en måned siden var den orange, det var faktisk bedre.

Hils deroppe, mimer jeg

2005-04-18T15:19:00.000+02:00

Jeg går over gården mod vaskekælderen og undervejs kan jeg mærke, at min mor går ved siden af mig. Hun er blevet mindre. De andre kan ikke se hende, hun er lidt gennemsigtig. Hun holder sig for munden og fniser, og knækker lidt sammen midt på, mens vi går. Hun har godt set alle de krumspring jeg lavede oppe i lejligheden, og hørte alle mine skingre indianerhyl. Men jeg sluttede også forestillingen af med at sætte mig foran altandøren og kigge efter hende oppe i den blå blå himmel.
Jeg fik ret, jeg fik RET! ... Okay! Du du du diu diu diu di di di di di doing!!! Yes! Og der kommer cool cash ud af det. Jeg skal klippes, nej jeg skal ha nyt tøj, nej jeg skal ha en vaskemaskine, nej, jeg skal ha det altsammen! Jeg skal - jeg skal - jeg skal vise dem! Synger en lille sang, mens jeg vader frem og tilbage nede i vaskekælderen og venter på centrifugen. Solen drøner ind af de stribede vinduer. Min mor er forsvundet igen. Fløj væk uden jeg opdagede det. Hun havde sagt det der skulle siges. Der er andet hun skal ordne i dag. Hun skal et smut til Nordjylland og se til min lillesøster. Hils deroppe, mimer jeg. Det er en god dag.

Dengang, før voksenliv var noget der kunne ske

2005-04-17T00:53:00.000+02:00

Træder ind i stuen, den derhjemme. Min mor er ikke hjemme, hun serverer for de forbipasserende på hovedvej E45. Jeg går ud i køkkenet, min lillesøster har lavet chokoladepålæg. Man tager sukker og margarine og kakao og rører det sammen og smører det på rugbrødsmadder - i læssevis. Men hun har spist det hele selv. Der står bare en klistret skål på bordet. Hmm. Det næstbedste er kødpølsemadder med remoulade. Men min mor køber aldrig kødpølse, det er lavet af det, de fejer op på gulvet, siger hun. Tar min cykel og kører til Toftelund, måske møder jeg Ella, de har masser af kødpølse, så må jeg finde mig i, at hun bider mine negle, når hun er færdig med sine egne. Min cykel takker over, hvis den gør det lige på vej op ad bakken smadrer jeg den!
De andre står og hænger over cykelstyrene. Lige ved udkanten af det lille stykke skov. Det er ingen skov, bare en række fyrretræer. Freddy spytter grønharkere på fortovet, det lille svin. Og hans storebror har jeg været kæreste med! Godt det er længe siden. Lader cyklen køre forbi Ellas hus, hun er hjemme, tror jeg.
Vi sidder med et bjerg af madder på hendes værelse. Hun har lige fået Strawberry Fields Forever på single. Det er til at blive skør af. Hovedet helt ned i grammofonen. Ved sekstiden går jeg ud til hovedvejen og venter. Dér kommer min fars blå Saab, han stopper og lægger min cykel i bagagerummet. Om aftenen går jeg op gennem min lille lorteby. Min mor har fri klokken elleve. På vejen hjem fortæller jeg hende spøgelseshistorier.

Regn

2005-04-07T16:02:00.000+02:00

Regn. Regnen står ned i tynde skrå striber og laver små våde pletter på tremmebordet og mine forladte gummistøvler på altanen, ude i verden. Kan mærke den rå lugt herind uden at åbne altandøren. Træerne, der blir højere for hvert år, og snart dækker hele rækken af huse i Stengade, strækker sig tørstigt efter dråberne. Men regnen blir ikke rigtigt til noget. Det måtte den ellers gerne, er begyndt at få stød, når jeg rører ved ting i min lejlighed. De begynder så småt at sitre af statisk elektricitet.
Lyset er mættet grårosa over Folkets Park, og der blir mørkere, som om himlen er i gang med at tage sig sammen til et ordenligt brag. Fuglene flyver lavt og skriger og laver ballade. Og så er der pludselig helt stille. Og der kom den! Nu siler regnen ned!
Det er lige før det får mig til at glemme skvadderhovedet oven på, der har holdt gang i stereoanlægget med bassen på fuld hammer siden halv fem i morges og har sat min koncentrationsevne på en lang hård prøve. Og mit temperament ikke mindst.
Der er ikke noget hyggeligere, end at sidde inde og kigge på forårsregnvejr. Det minder om tusind årstider og glimt af fortættet barndom. Men nu er lyset allerede tilbage, og jeg kan pludselig igen høre bilerne nede på gaden. Det var kun et øjeblik, måske er hele forestillingen om barndommen øjeblikke, forgreninger af billeder og lugte. En stor sansebunke, der holder sammen på os og fortæller os hvem vi er, eller hvem vi gerne vil være. Foran vores hus voksede to spinkle birketræer, da jeg var lille. Husker fornemmelsen af at stå under dem i regnvejr og kigge ned på bladene på jorden og på snuderne på mine gummistøvler. Og lugten af jord, våd jord.

hvad skal man stille op med alle de urinstinkter

2005-04-06T22:13:00.000+02:00

Hvad er det med foråret? Lige siden det kom er mit humør skiftet som skyer på en ellers yndig sommerdag. Og nu er det kommet til grådkvalt midt om eftermiddagen. Jeg tror ikke, jeg er alene om det. Folk får depressioner - om foråret af alle årstider, der hvor man skulle være glad, fordi det hele begynder forfra. Måske er det netop derfor. Man er udaset af vinteren og orker ikke alt det forårspjat.
Men hvis man ikke er jublende over det der forrygende forår, må der være noget galt, ikke med foråret, ikke med de andre, der ser ud til at være sprunget ud sammen med krokusserne, men med en selv. Der er problemet, det er mig der er noget galt med, når jeg ikke engang kan være stabilt lykkelig over al den voksen og sprutten og unger, der går grassat af overophedet energiniveau nede i gården.
Man kan sgu da ikke sidde som man plejer og har gjort hele vinteren og glo på flimmer, man er nødt til at gøre noget! Men hvad fanden skal man gøre? Lejligheden er ikke blevet mere som en græsk fortovscafé bare fordi det er blevet forår. Strikketøj virker tåbeligt, fjernsyn er for plat, man blir ikke inviteret på hotte dates og (det er næsten det værste) ens kæreste står ikke og venter på en nede ved vejen kl. otte, når man er færdig med at skændes med sin lillesøster om opvasken. Det er længe siden! Alt er på en eller anden måde længe siden.
Og det er faktisk for koldt til at sidde længe, ja til ud på aftenen på en smart fortovscafé, og hvad skulle man også der? Hvad skal man stille op med alle de urinstinkter, der fræser rundt i ens forsvarsløse krop? Jeg har sået pelargonier, det er ikke meget, men dog noget, og de er kommet op. De står der og dingler på en lillebitte stilk og guderne må vide, hvordan de skal klare sig. Men det gør de sgu nok. Lissom de skrigende, stilkede unger nede i gården.

Hvad skal vi også med det, når vi har Anders?

2005-03-31T23:29:00.000+02:00

Ellers ikke noget. Kun spredte betragtninger over Helle og Frank, der ikke tar fast form lige nu. Tænkte på et tidspunkt, at det var ret sjovt, at de slagne socialdemokrater endte med at stjæle hele mediebilledet allerede på selve valgnatten, da Lykketoft holdt et brag af en tale og nedbrændte samtlige mediespekulationer om manglende kvindetække og tække i det hele taget. Der stod Anders Fogh ellers og snakkede om sin historiske situation, det var altså første gang en venstreregering blev genvalgt. Men det var der ingen der gad snakke med ham om. Lille Anders måtte æde skuffelsen, gå pænt i seng og ligge og spekulere på, hvad han nu skulle se at få gennemført, mens alle alligevel rendte rundt og pegede kameraerne på alle mulige kedsommelige socialdemokrater.
Hmm. Det gør de stadig væk? Anders er jo også hele tiden på ferie, eller render rundt og smiler betydningsfuldt til statshoveder i fjerne lande. Og så er der alle de der irriterende ministre, der har rod i ting og sager. Så er det godt nok de snakker om Helle og Frank. Bare ikke for længe, og så på den anden side, de kan vel nå at snakke det der forhistorisk latterlige arbejderparti sønder og sammen. Hvad skal vi også med det, når vi har Anders?

De siger i radioen at vores hjerner koger over. De kan ikke holde til alle de fjernsyn, computere og mobiltelefoner, de får aldrig lov at slappe af. Kan godt mærke det. Min hjerne siger, at jeg skal glo lige ud i luften og lave ingenting. Så i morgen tar jeg til Bornholm. Jeg skal bare sidde på passagersædet, og så skal vi sejle og jeg vil glo rigtig meget. Eller falde i søvn.

han ser slet ikke, at hun er ny og smuk og helt gennemsigtig

2005-03-28T17:03:00.000+02:00

Vi oversvømmes af fantastiske film. Lige nu kører Broerne i Madison County bagved mig på TV3. Har set den alt for mange gange og ser den sådan lidt med et øjekast. Kan heller ikke helt holde til alle de følelser lige nu. Er ellers ikke altid vild med Meryl Streep, men her er hun helt præcis som den italienske husmor der er landet i Iowa, og egentlig havde haft helt andre planer og drømme. Og Clint, - den scene hvor han står i regnen og hun ikke kommer ud til ham, men kører hjem med sin familie, den skal jeg slet ikke se i dag. Eller.. det er faktisk lige nu. Øjeblik....

Nå, det var overstået. Gudskelov. Og så kører manden hjem med sin kone, og ser slet ikke, at hun er ny og smuk og helt gennemsigtig, lige til at plukke, eller måske gør han. Ved bare ikke lige hvad han skal stille op, det er for langt væk. Så han tænder radioen.

Nå, mens jeg ikke rigtigt har set Broerne i Madison County, har jeg vasket vinduer. Ved godt, at man ikke skal gøre det når solen skinner, de blir stribede. Men det er jo der man har lyst til det. Så må striberne være der, hvis de absolut vil.

Har sat min birkefigen ud på altanen. Ved godt, at det er for koldt, den taber alle bladene. Siger til den, at så må den se at få nogle nye, begynde forfra. Der er ikke plads til den i stuen mere. Den siger, at det kan jeg passende sige til mig selv. Så gør jeg det.

- den film må være drømt og vævet i silke

2005-03-27T23:24:00.000+02:00

Good morning mrs. Daloway.
The Hours - den film må være drømt og vævet i silke. Og det er den selvfølgelig ikke, den er hverdag, og så fascinerende at man næsten har lyst til at være digter, der tænker på at begå selvmord... eller nøjes med at være digter og la vær med det der.
Næsten alle slags mennesker er karakteriseret i film, folk man har mødt, eller kunne have mødt, eller andre kunne have mødt dem. Nogle film laver helt nye mennesker. Lissom i The Hours.
Jeg hader det udtryk - at føle sig set, at føle sig genkendt. Sikkert fordi jeg i al almindelighed får spat af selvhøjtidelige pædagogagtige jeg-forstår-alt-muligt-ord. Og så alligevel, da jeg havde set filmen i aften - igen - gik jeg pludselig rundt i min støvede stue og sagde til mig selv - jeg føler mig genkendt! Vor herre bevares, skyndte jeg mig så at tænke og løb ned efter flere smøger.
Man kan ikke tilføje noget til den film, så man kan måske næsten ikke snakke om den? Eller også er man for dum til at forklare hvorfor den er så .... helt vild. Og det er mennesker man kunne have mødt, de er bare så fandens eksklusive, så lad mig da brokke mig over den film, når jeg nu ikke kan finde ud af hvad det er jeg vil sige. Jeg synes faktisk det er en helt fantastisk film. Det var bare det jeg ville sige. Kan bare ikke finde ud af at forklare hvorfor!
Men fx, da jeg løb ned efter de der smøger ... da kunne jeg næsten have været mrs. Daloway bare uden blomster. Og musikken, det der klaver der tonser afsted som bølger, som vand, som løber hen mod noget. Noget der er farligt og som man måske lige undgår fordi digteren beslutter ikke at slå heltinden ihjel alligevel, men en anden. Som kontrast, for at dem der er tilbage skal forstå at værdsætte livet. Og den slags. Who's going to die? The poet, the visionary!
Og jeg har ikke engang læst Virginia Wolf.

Den vil martre mig nat og dag

2005-03-27T00:28:00.000+01:00

Ikke let at komme i gang med den forbandede sprogopgave.
Der er en meget lang line udspændt mellem to punkter. Det ene er der hvor jeg er nu: Der findes ingen opgave, der eksisterer en uendelig række af uudforskede områder, der fylder en hel del i en meget uklar horisont. Jeg ved endnu ikke hvilken ukendt ørken af sprogvidenskabelige teorier jeg skal vove mig barfodet og komplet uvidende ind i.
Den line vakler jeg ud af uden mål og med hen mod det andet punkt: Punktet, hvor der uvist hvordan pludselig eksisterer en opgave. Den er ikke færdig, den er uoverskuelig og komplet formløs, den vil martre mig nat og dag, men den eksisterer. Den findes i verden, den er! Ih guder, hvor jeg længes efter det punkt.
Med andre ord, hvad fanden skal jeg skrive om?

Kors i hytten... det er forår!

2005-03-23T15:36:00.000+01:00

Det er faktisk forår. Det blev forår fra den ene dag til den anden. Det blev pludselig forår. Foråret er kommet. Våren er her. Grøn er vårens hæk (snart). Kåben kastes væk (snart). Kors i hytten... det er forår!

Policen holder nede i Stengade

2005-03-14T15:19:00.000+01:00

Policen holder nede i Stengade. Hvad har de nu fået øje på? Nå, det er bålet i Folkets Park. To betjente er på vej ud af parken, så har de været der inde og sige noget.
- la dem for fanden ha deres bål, de fryser af helvede til - mumler jeg for mig selv. Nå, det gjorde de også - de er kørt og bålet er stadig i gang. Det bål brænder alligevel hurtigere ud end man kan nå at tælle til fem hundrede. Som regel. Det brænder endnu. Flammer orange ud i blegt dagslys.

Hvis nu der kom en vesterhavsbølge...

2005-03-14T01:25:00.000+01:00

Hvis nu der kom en vesterhavsbølge, ville den rulle gennem hele mig og smide mig af på sin strand. Jeg ville vågne sjaskvåd og derangeret viklet ind i tang og gamle kondomer og jeg ville rejse mig op og gå, nej spadsere. Værdigt hen ad stranden og se, om der er noget at se, høre, om der er noget at høre.
I Lønstrup står min cykel op ad bagerens vindue, hvor den ikke må stå, men det er der ingen der har tænkt over. Jeg cykler ind i Vendsyssel mod Hjørring forbi engene med de pelsede køer. De går og gumler. Jeg ville lade fødderne bestemme vejen.

Men bølgen er dæmmet op et sted før Nørrebro. Man må kunne gøre noget...

De kommer aldrig i biografen

2005-03-12T02:37:00.000+01:00

Skøj dæ! Tjyr no, tjyr! Wi kommer for sient illywel, wi noer intj, Margit! Willy råber lie uk i dej blo loft, hai hår lige smidt cyklen i gråben og no rajjer haj ålt wha hai ka ni å gruswæi og ej imæel tjikker hai tebage etter Margit. Hon er ålt for lææng om e, hai ka inni gång si hej enno. De kommer aldrig i biografen. Hai bejøger å go mier steel, det ka in betåel sæ å raej, nær hon en ka si å kom astæ. Hai sparker te i stien, så dej flywer uk i kuent. Men så ka hai plusli høer hei. No kommer hon denunme! Maaargit, skøj dæ, a troer wi lie ka no e...

Gummistøvler, regnvejr, våde blade på vejen...

2005-03-11T00:38:00.000+01:00

Gummistøvler, regnvejr, våde blade på vejen, min skoletaske, armytasken dasker over skulderen, blå anorak, er på vej hjem ad Kennedyvej fra bussen. Elsebeth og mig købte 5 York i kiosken på rutebilstationen i Frederikshavn og sad på hug i telefonboksen og røg dem, mens jeg ventede på bussen. Donovan på pladespilleren inden jeg skal sove.

8. marts

2005-03-09T02:31:00.000+01:00

8. marts indgav 40 indvandrerkvinder i Danmark politianmeldelse mod en imam. Imamen har til en fredagsbøn for nylig opfordret mændene til at gå hjem og sørge for at deres koner, døtre og søstre er tildækket fra top til tå, og at de ikke går til frisør. Kvinderne er nemlig satans repræsentanter her på jorden.

8. marts demonstrerede iranske kvinder på nettet. De lavede karneval på nettet, fordi de ikke må demonstrere.

Betyder troværdighed virkelig Anders Fogh?

2005-03-06T19:32:00.000+01:00

Hvorfor hopper folk på det der med troværdighed? Det skyldes sikkert, at ordet tonsede gennem medierne under hele valgkampen. Troværdighed var nemlig det helt store. Mest som et ord, der blev sagt og skrevet igen og igen. Indholdsmæssigt var det uldent, hvad begrebet dækkede over. Men undervejs blev troværdighed nærmest lig med Anders Fogh, mens utroværdighed blev lig med stort set alt andet. Troværdigheds-begrebet virker som et smart spin-produkt. Jo mere ordet blev brugt i en bestemt sammenhæng og i forbindelse med bestemte personer og deres fremtræden, troværdige eller ej, des bedre slog det rod i folks bevidsthed. Medierne, specielt tv hjalp godt til.

Nu kan man i nyhederne se interviews med "almindelige" folk på gaden, der helt alvorligt bruger det "nye" ord: troværdighed. - Hvad er vigtigt når du stemmer, personen eller budskabet? - Jo, det er nok personen, om jeg synes personen virker troværdig!

Er der ikke et eller andet galt her? Personen eller budskabet - en politiker har vel pr. definition et budskab. Ellers var der ikke meget at lave politik om.

Vi har lært at stole på det vi hører rigtig mange gange. Vi tror på, hvad medierne fortæller os. Vi tror på afpolitisering af politik, og på reklameagtige lanceringer af "personen" i stedet for. Vi føler os i forvejen så trygge ved reklamerne, der kører i baggrunden mens vi laver mad, mens vi spiser, mens vi står op om morgenen og giver ungerne tøj på, mens vi lever...!

Nå, jeg er i gang med at lave mad, mens sidste nye sæt reklamer kører i baggrunden... min kotelet og mine kartofler lugter troværdigt!

Flyvende hundeører

2005-03-05T03:14:00.000+01:00

Flyvende hundeører over en mark, halsende gennem korn og ind mellem træer, om lidt er vi med. Går ad den sti vi selv har lavet, siden vi kom hertil. Første gang vi bor så fint. Parcelhus og naboer bag raftehegn, har også selv fået et. Vi skal ned i mosen. Går en særlig runde, den samme hver gang, derfor stien. Der er roligt i verden for det meste. Mere end nogen sinde. Derfor sørger jeg nu. Hyler så jeg får næseblod. Min mor siger det er fordi jeg er så hysterisk. Og det er jeg. Er nødt til at være hysterisk, ellers vil noget eksplodere.
Godt at falde i søvn til hikkende efterhulk. Der er meget at hikke over stadigvæk.

Man vokser. Selv om det aldrig kan ses før bagefter.